Hvad er friluftslauget ?
Jo, det er en forening af rare mennesker der interesserer sig for forskellige former for friluftsliv. Det kan være ture til fods, på cykel, i kano eller kajak. Turene er oftest kombineret med mad over bål og overnatning i telt, larvo (samertelt), shelter eller bare overnatning under åben himmel.
Vi dyrker friluftslivet under afslappede former, og derfor har det sociale samvær høj prioritet. Du behøves ikke at være en hærdet friluftsentusiast for at deltage i laugets ture, bare du har lyst til at dyrke friluftslivet - børn og voksne (hele familien) sammen i den friske luft. På turene hjælper vi hinanden - det er ikke kun ferie og afslapning - det er også glæden ved at gøre tingene i fællesskab.
Hvordan startede det så ?
Jo, den tur der var starten på friluftslauget, var en tur i juni 1997. Vi havde lånt en lejrplads ved Røsnæs Naturskole.
Det var Henrik Dahl og Jens Brix der var turledere. De havde købt ind, og det var de rigtig gode til. Der var ikke kun mad, men mad nok til en hel efterskole. Vi nød både maden, natmaden og det der blev delt ud ved hjemrejsen for at få det anvendt. Vejret var herligt, og der var lagt op til en tur for hele familien. Vi slog os ned på lejrpladsen, og efter et løb for børn og voksne, opfriskede vi nogle gamle lege, klatrede i træer, lavede mad over bål på en stor jernplade og senere nød vi den stille aften ved bålet. Da vi troede det var sengetid, fandt Henrik en ordentig portion hakket oksekød, og så blev der ellers lavet bøffer på pladen over bålet.
Denne tur har dannet skole for mange af de senere ture i friluftslauget - børnene skal være med - aftenhygge omkring bålet når ungerne putter - vi hjælper hinanden - natmad bør være obligatorisk. Selvom den stiftende generalforsamling senere blev holdt 26. september 1997, så er denne tur skyld i, at vi hvert år i juni fejrer friluftslaugets førselsdag med en lignende tur.
Er du interesseret i at få friluftslaugets nye program, og er du ikke medlem i forvejen, så kontakt Preben Kristiansen på tlf. 58859245 eller Per Lindgren på tlf. 58859646.
Hvis du stadig er i tvivl om friluftsliv er noget for dig, så kan du læse beskrivelser og se masser af billeder fra de ture vi har været på i årene friluftslaugets elektroniske scrapbog.